Udskriv denne side

Pump it up with Gokart - februar 2014

Den 1. februar havde vi et forrygende arrangement i ungegruppen.

Vi startede på go-kart banen i Odense go-kart hal, hvor alle gav den fuld gas. En enkelt gav så meget gas, at hun måtte udgå af løbet med ondt i ryggen. Alle fik lov at være på banen 3 gange. Først en opvarmningsrunde, hvor vi lærte banen at kende. Så en tidskørsel, hvor vi kæmpede om placering i finalen, og til sidst finalen. På podiet endte Knud på en 3. plads, Thomas på en 2. plads og Bjørn på en 1. plads.

Fuld gas rundt i svingene

Podiepladserne

Klapsalve til vinderne

 

Efter medaljeoverrækkelsen gik snakken lystigt, og det blev tid til sumobrydning. De fleste var lidt tilbageholdende, men der blev da kæmpet nogle kampe. Det var drengene, der havde den største kamplyst, men en enkelt kamp mellem Zandra og Randi blev det dog til. Peter R var den der fik flest point, med Thomas lige i hælene. De fik begge 3 sejre.

Brydekamp

Så var det tid til frokost, men her opstod problemer. Det lokale vi troede vi havde lånt, havde vi ikke fået nogen nøgle til, og der var låst. Så mens vi stod i regnen skulle der tænkes hurtigt, inden vores sandwich blev helt gennemblødte. Heldigvis kendte Knud et sted vi kunne være, så alle kom tilbage i bilerne, og vi kom på plads. Undervejs havde vi fået fint besøg af repræsentanter fra 3 insulinpumpefirmaer. De var kommet for at fortælle om, hvad en pumpe kan, og hvad der er forskel på de pumper, man kan få. Det var Jens Koefoed fra Medtronic, Ulla Reeslev fra Roche (Accu-check) og Lone Mathiesen fra Rubin Medical (Animas).

Frokosten, som Roche havde doneret, blev indtaget med god stemning, da vi jo nu var kommet i tørvejr, og alle igen var samlet (undtagen den skadede fra go-kart, som var taget på skadestuen – vi fik dog besked senere, at der heldigvis ikke var sket noget alvorligt).

Efter maden var det tid til at høre nærmere om pumperne. Alle lyttede intenst, og der var god tid til spørgsmål, som der var mange af. Mest fra dem der gik, og overvejede, at sige ja til tilbuddet om en pumpe.

Der lyttes intenst

Efter et par timer i pumpernes tegn, var det tid til en generalforsamling, som endte med nye ansigter i bestyrelsen :)

(Bestyrelsen - hvem er vi)

Vi sluttede dagen med at sige: Tak for i dag og på gensyn.